TIL SVØMNING FOR FØRSTE GANG

Praktisk information

Tilmelding og betaling


Holstebro Svømme Club har ca. 1000 medlemmer. For at holde udgifterne så langt nede som muligt, benytter vi selvbetjeningssystemet "Zakobo". Det er her, du tilmelder dig og betaler med Dankort.

Klik her for at tilmelde dig

Du skal først oprette en profil i svømmerens eget navn. Hvis der er tale om et barn, kan du med fordel angive mor eller fars telefonnummer og mailadresse som kontaktoplysninger. Vi bruger oplysningerne i Zakobo til at kontakte dig, hvis vi har vigtig information. Det er derfor vigtigt, at du holder kontaktoplysningerne opdateret, hvis du skifter nummer eller mailadresse.

 

Intet Dankort? Intet problem!

Hvis du ikke har Dankort, skal du kontakte klubben. Så kan vi aftale, om du skal betale på mobilepay eller overføre pengene til klubbens konto.
Du kan kontakte os her:
Kontakt klubben

 

Politik for refusion og flytning af hold

Holstebro Svømme Club betaler normalt ikke kontingent tilbage. Vi har dog den regel, at hvis du efter at have prøvet et hold 1-2 gange, og finder ud af, at det slet ikke er noget for dig, så kan vi refundere kontingentet (minus gebyr for brug af Zakobo. Gebyret dækker bl.a. omkostninger ved brug af kortbetaling).

Det er gebyrfrit at flytte til et andet hold. Hvis kontingentbetalingen for det nye hold er højere, vil du automatisk blive afkrævet differencen. Flytter du til et billigere hold, kan vi refundere forskellen.

 

Hvad skal jeg medbringe?


Hvor foregår undervisningen?

For alle hold gælder, at man skal klæde om i svømmecenterets omklædningsrum nedenunder, indtil hele Svømmecenteret står færdigt.

Omklædningsrummene finder man ved at gå til venstre, når man kommer ind i foyeren. Ønsker man et familie-omklædningsrum, finder man dem ved i stedte at gå til højre, og ned ad gangen (de tre sidste døre).

Selve svømmeundervisningen foregår enten i 25 m. bassinet eller i børnebassinet mellem soppebassinet og loungepoolen.

 

Hvornår begynder undervisningen?

Den tid, som står på holdtilmeldingen, fortæller, hvornår du skal møde vasket og omklædt nede ved bassinet.
Det vil sige, at du skal møde ca. 10 minutter før, så du har tid til at gå i bad og klæde om.

 

Praktisk guide til omklædning og hygiejne

Inden du går ind i omklædningsrummet, skal du tage dit fodtøj af som sættes på reolen.
Jakken kan du tage med ind og ligge i skabet.

Bænkene inde i omklædningsrummet er til at sidde på, når man f.eks. skal have strømperne af eller på. Vis hensyn og lad være med at lade dit tøj ligge på bænken.

Når du går i bad, skal du vaskes UDEN badetøj. Det er meget vigtigt, at man bliver vasket i skridtet og i nummeren, inden man hopper i bassinet. Jo flere bakterier, du har på kroppen, jo mere klor bliver der aktiveret i vandet - og så klør og kradser det alle steder.

Du skal skylles, vaskes med sæbe i håret og på kroppen, og så skal du skylle sæben grundigt ud.
Du kan medbringe din egen shampoo/sæbe, eller du kan bruge det, der er i sæbeautomaten, som er en kombineret hår- og bodyshampoo.

 

Mor eller far må gerne gå med i omklædningsrummet

Børn har ofte en forælder eller anden voksen med for at hjælpe i omklædningsrummet. Det er man velkommen til. Vi anbefaler, at man venter i foreningslokalet på 1. salen lige op ad trappen.
Her er det også muligt at kigge ned til undervisningsbassinerne.

Der er ca. 28 graders varme og meget fugtigt i svømmehallen, så tag endelig jakken af også! Og tag evt. en vandflaske med ned, så du ikke bliver utilpas.
 

Guide til dig, der ledsager et barn - men ikke selv skal i vandet

Rent pædagogisk har vi bedst erfaringer med, at du kommer med ned for at aflevere dit barn - og så går igen, præcis som I er vant til, når du afleverer dit barn i børnehave eller skole.

Så behøver du heller ikke sidde og svede i 28 graders varme. Du kan gå op i foreningslokalet på 1. sal, kigge ud af panoramavinduet eller snakke med de andre forældre. Og så kan du hente dit barn igen, når lektionen er forbi.

Hvis du vælger at blive ved bassinet, så hav en aftale med dit barn om, at "nu er det træneren, der bestemmer". Undgå så vidt muligt at afbryde undervisningen f.eks. ved at henvende dig direkte til dit barn, mens undervisningen foregår. Træneren har fuldstændig styr på det faglige og på sikkerheden, så du skal ikke være bekymret. HUSK: Du giver dit barn den bedste oplevelse, hvis du signalerer, at du har tillid til instruktøren. Hvis du er utryg, bliver dit barn det også.

BEMÆRK: Det er ikke tilladt at fotografere i svømmehallen uden forudgående tilladelse.

Foto-forbuddet betyder også, at det er forbudt at bruge mobiltelefon i svømmehallen, da de fleste mobiltelefoner har indbygget kamera.

Hvis du ønsker at fotografere dit barn i svømmehallen, så kontakt jeres svømmeinstruktør, så I også kan aftale det de øvrige forældre på holdet, hvis der kommer andre børn med på billedet.

I praksis er det ikke noget stort problem - men sådan er reglerne altså.